T@B - Vognen til dem, der tør være anderledes

Den første Tabbert blev bygget af Albert Tabbert som i 1953 gik i gang med at fremstille sin første campingvogn af oliehærdede plader. Denne campingvogn skulle vise sig at være de første skridt til en bæredygtig og succesfuld forretning. Tabbert var nemlig dengang, og er stadig, kendt for solide vogne med god komfort, flotte møbelkonstruktioner, elegance i vognen og god behandling af de nøje udvalgte materialer.
T@B udspringer af Tabbert vognene. I 2002 kom den lille ægge- eller dråbeformede T@B til verden. Den skabte opsigt dengang og gør det stadig på grund af den særlige form og den charmerende størrelse. Campingvognen har i dag nærmest opnået kultstatus pga. Det unikke design. Det var nok næppe det Albert Tabbert i 1953 havde forestillet sig, da han satte sin første campingvogn i produktion. Vognen blev kaldt Tabbert-EI – altså Tabbert-ÆG og den blev starten på mange campingeventyr.